AAB tilbyder huslejehjælp til beboere og erhvervslejere

Grundet COVID-19 / corona er vi opmærksomme på, at både beboere og erhvervslejere kan have svært ved at betale deres husleje.

Derfor tilbyder Boligforeningen AAB nu følgende:

For beboere:
Får I henvendelser fra beboere, der ønsker at udsætte deres lejebetaling, kan I opfordre dem til at sende en ansøgning til Inkasso på inkasso@aab.dk, som herefter tager stilling til, om de kan få henstand.
I må gerne gøre beboerne opmærksom på, at de stadig skal betale lejen. Såfremt de får godkendt deres ansøgning om at udsætte huslejen, aftales dette nærmere mellem beboer og Inkasso.

En betingelse for at få godkendt ansøgningen er, at beboeren som udgangspunkt kan dokumentere en ændret job- eller indkomstsituation som følge af COVID-19. Dette kan for eksempel være en fyreseddel med COVID-19 som begrundelse.

I Danmark har vi i forvejen et velfungerende sikkerhedsnet, til de der måtte være så uheldige at miste deres arbejde, og vi mener, at ordningen med en mulighed for huslejeudsættelse i en kortere periode er et godt supplement hertil.

For erhvervslejere:
AAB har valgt at tilbyde erhvervslejere tre måneders afdragsordning på én måneds leje, der forfalder i perioden fra marts 2020 til og med juni 2020. Grunden til, at vi kun tilbyder en måneds henstand er, at erhvervslejer kan søge om tilskud til huslejen via statens hjælpepakke.

Erhvervslejerne skal kontakte Team Jura på teamjura@aab.dk for at ansøge om henstand. For at en erhvervslejer kan modtage henstand, kræver det, at de kan dokumentere, at de har søgt om midler fra statens hjælpepakke, der giver kompensation for faste udgifter. Denne forventes åbnet i morgen.

Hvis I får en henvendelse fra en erhvervslejer, der ikke er dækket af statens hjælpepakke, må I også gerne sende disse henvendelser ind til Team Jura.

 

Hvis I har spørgsmål hertil, bedes I kontakte Team Jura på teamjura@aab.dk.